Sådan bygger vi en øvelse op med en opdigtet gæst

Hver øvelse starter med et ark, som du får udleveret, før du overhovedet tænker på spørgsmål. Det beskriver en opdigtet gæst: et fornavn, en baggrund, en sag gæsten brænder for og tre ting, gæsten helst vil undgå at tale om. Arket er kort med vilje, for i en rigtig forberedelse har du også kun lidt tid.

Gæsten er skrevet, så der er noget at arbejde med. Nogle er ordknappe, andre taler sig væk fra emnet, og nogle har en holdning, der kan støde en medgæst. Du ser ikke på forhånd, hvilken type du får, ud over det, arket afslører. Det svarer til virkeligheden, hvor du researcher, men aldrig kender gæsten helt.

Når du har læst arket, skriver du en kort briefing og en åbning. Det er første gang, du træffer valg, og vi gemmer dem, så du senere kan se, hvad du ændrede undervejs.

• Navn, baggrund og hovedsag
• Tre følsomme punkter
• En kort tidsramme for forberedelsen

Bag gæstebeskrivelsen ligger en spilleplan, som kun den, der spiller gæsten, kender. Den fastlægger, hvordan gæsten reagerer på forskellige slags spørgsmål. Et lukket spørgsmål får et kort svar. Et åbent spørgsmål giver mere, men først hvis det er stillet roligt og uden at presse.

Spilleplanen gør øvelsen retfærdig. Du bliver ikke fanget af tilfældige indfald, men af mønstre, du kan lære at genkende. Når du afbryder, trækker gæsten sig. Når du lytter og følger op på et enkelt ord, åbner gæsten sig lidt mere. Det er netop den sammenhæng, øvelsen skal gøre synlig for dig.

Den, der spiller gæsten, holder sig til planen og improviserer kun inden for den. Det betyder, at to deltagere kan få samme gæst og alligevel opleve forskellige samtaler, fordi deres valg er forskellige.

Vi optager hver øvelse med et enkelt kamera på stativ. Det er hverken avanceret eller flot, men det viser dig, hvad du ellers ikke kan se: hvor du kigger hen, hvornår du nikker i stedet for at svare, og hvor lang tid du venter, før du stiller næste spørgsmål.

De fleste siger det samme første gang, de ser sig selv: at de talte hurtigere, end de troede. Det er ikke en fejl, men en information. Du kan spole tilbage til det sted, hvor samtalen skiftede retning, og se, hvad der lige gik forud. Optagelsen tilhører dig under forløbet og bruges ikke til andet end øvelse.

Vi anbefaler, at du ser den én gang uden lyd og én gang med. Uden lyd lægger du mærke til kropssprog og blik. Med lyd hører du tempo og pauser. Begge dele giver noget forskelligt.

• Én gennemsyn uden lyd
• Én gennemsyn med lyd
• Notér tidspunktet for hvert vendepunkt

Feedback uden struktur ender ofte som løse indtryk. Derfor bruger vi et ark med få, faste rubrikker: hvad du spurgte om, hvad gæsten svarede, og hvad du gjorde bagefter. Under hver rubrik står én ting, der virkede, og én ting, du kan prøve anderledes næste gang.

Arket udfyldes af underviseren, men du skriver selv dine egne kommentarer ved siden af, før I taler sammen. Det betyder, at samtalen ikke bliver en dom, men en sammenligning mellem to blikke på samme optagelse. Ofte er I enige om mere, end du frygtede.

Vi holder os til observationer, du kan pege på i optagelsen. Vi skriver ikke, at du var utryg, men at du kiggede ned i dine noter tre gange i åbningen. Det er konkret, og det kan du arbejde med.

Den sidste del af metoden er at gøre øvelsen om. Du får samme gæst igen, men ændrer ét enkelt valg: måske åbningen, måske hvordan du følger op på et svar. Når kun én ting er anderledes, kan du se, hvad den ændring faktisk gjorde ved samtalen.

Mange vil gerne rette alt på én gang. Vi råder dig til at lade være, for så ved du bagefter ikke, hvad der virkede. En lille ændring ad gangen opbygger en fornemmelse, du kan tage med til næste gæst, også uden for øvelserne.

Mellem forsøgene skriver du to linjer i din egen logbog: hvad du ændrede, og hvad der skete. Efter nogle uger har du en samling af egne erfaringer, som er mere brugbar end nogen generel regel.

• Ændr kun ét valg pr. forsøg
• Skriv to linjer i logbogen

Opdigtede gæster er gode til at træne vaner, men de erstatter ikke mødet med et rigtigt menneske, der har noget på spil. Du lærer at stille spørgsmål og lytte, men du kan ikke øve præcis den nervøsitet, der opstår, når en rigtig gæst sidder over for dig.

Vi lover derfor ikke, at øvelserne gør dig klar til noget bestemt job eller en bestemt rolle. Det de giver, er en tryg ramme til at fejle, se det på optagelsen og prøve igen. Det er et solidt fundament, men det er stadig dig, der skal tage det med ud.

Når du går fra øvelserne til rigtige samtaler, vil du opdage, at mange af de samme mønstre dukker op. Det er det, materialet er bygget til: at du genkender dem hurtigere, end du ellers ville.