Karen kommer ind ad døren
Karen er i fyrrerne og arbejder til daglig på en uddannelsesinstitution i Nordjylland. Hun meldte sig til forløbet, fordi hun skulle lede en række samtaler til en intern videoserie, og hun var ærlig fra første minut: hun var bange for at gå i stå foran kameraet. Hun havde skrevet femten spørgsmål ned og havde tænkt sig at tage dem i rækkefølge.
Det er en meget almindelig start. Mange voksne begyndere tror, at tryghed kommer af at have alle spørgsmål klar. I praksis bliver listen ofte en barriere mellem intervieweren og gæsten. Jeg bad Karen om at lægge arket ned og kun beholde tre stikord, og hun så på mig, som om jeg havde bedt hende om at gå uden sko.
Her i den midterste del af efteråret, hvor nye hold begynder, genkender jeg det mønster fra mange kursister. Karens case er derfor ikke usædvanlig, men den viser tydeligt, hvad øvelserne med opdigtede gæster kan give.
Sådan er øvelserne bygget op
I øvelserne møder du en opdigtet gæst, som du får en kort beskrivelse af i forvejen: en rolle, et emne og nogle ting, gæsten gerne vil fortælle, og andre, hun helst vil undgå. Det er nok til at skabe en ægte samtale, men ikke så meget, at du kan forberede dig til døde. Gæsten spilles af en medkursist eller af en af os undervisere.
Hver øvelse varer en kort halv time inklusive feedback. Selve samtalen optages, og bagefter ser du den sammen med os. Vi stopper ikke undervejs, for et afbrudt interview lærer dig ikke, hvordan man kommer videre efter en akavet pause. Du skal opleve, at samtalen kan reddes af dig selv.
Feedbacken er struktureret i tre trin: hvad du valgte, hvad det gjorde ved gæsten, og hvad du kunne have valgt i stedet. Vi bruger ikke ord som godt eller dårligt, men beskriver, hvad der skete i samtalen.
- En opdigtet gæst med rolle, emne og følsomme punkter
- Optagelse af hele samtalen uden afbrydelser
- Feedback i tre trin: valg, virkning, alternativ
Den første øvelse: listen vinder
Karens første samtale var en gæst, der spillede en lokal håndværker med en lang historie om sit værksted. Karen stillede sine spørgsmål pænt efter tur, men gæsten svarede kort og lidt forsigtigt. Samtalen var færdig på otte minutter, og Karen virkede lettet over, at den var overstået.
Da vi så optagelsen, pegede jeg på et øjeblik efter fire minutter. Gæsten nævnte næsten i forbifaldet, at værkstedet havde stået tomt i en periode. Karen sagde bare tak og gik videre til spørgsmål syv. Hun så det selv, før jeg nåede at sige det, og smilede lidt skævt.
Det er netop pointen med at se sig selv udefra. Ingen af os hører alt, mens vi taler, hvis hovedet er optaget af næste linje. Karen noterede sig én ting til næste gang: at lade gæstens egne ord afgøre, hvad der kommer næst, i stedet for rækkefølgen på arket.
Den anden øvelse: pausen, der gjorde forskellen
I anden øvelse fik Karen en gæst, der spillede en frivillig i en lokal forening, rolig og lidt tilbageholdende. Karen havde nu kun tre stikord foran sig. Hun åbnede med et bredt spørgsmål om, hvordan det hele begyndte, og lod så gæsten tale uden at fylde stilheden.
Efter en lille pause kom det, som gæsten ellers ikke ville have sagt: en forklaring på, hvorfor foreningen næsten var blevet lukket. Karen fulgte op med et enkelt spørgsmål, hvad var det sværeste ved det, og samtalen fik en dybde, den første øvelse slet ikke havde haft.
Bagefter talte vi om, hvad pausen havde krævet af hende. Karen sagde, at de tre sekunders tavshed føltes som en halv time, men at hun kunne se på optagelsen, at gæsten bare tænkte. Den erfaring kan man ikke læse sig til. Man skal prøve den og se den bagefter.
- Tre stikord i stedet for femten spørgsmål
- Et åbent åbningsspørgsmål og en bevidst pause
- Ét kort opfølgende spørgsmål frem for flere på én gang
Den tredje øvelse: en gæst, der ikke vil
Til tredje øvelse havde jeg valgt en lidt sværere gæst: en opdigtet projektleder, der svarede undvigende og fik hurtigt samtalen over på sine egne budskaber. Her prøver mange at tvinge gæsten tilbage med et mere skarpt spørgsmål, og samtalen bliver anspændt.
Karen gjorde noget andet. Hun gentog roligt et af gæstens egne ord og spurgte, hvad hun mente med det. Hun anklagede ikke og pressede ikke, men viste, at hun havde lyttet. Gæsten blev mere åben, og samtalen fandt en ny retning uden konfrontation.
Det var ikke et trick, hun havde lært udenad. Det var en konsekvens af de to første øvelser: hun havde vænnet sig til at lytte efter det, gæsten faktisk sagde. Da vi gennemgik optagelsen, behøvede jeg næsten ikke at kommentere. Karen kunne selv beskrive, hvad hun havde gjort, og hvorfor det virkede.
Hvad du kan tage med fra Karens forløb
Karens fremgang kom ikke af talent, men af gentagelse med struktureret feedback. Hver øvelse gav hende ét konkret punkt at arbejde med, og hun fik lov at fejle i et rum, hvor ingen seere var til stede. Det er hele ideen med opdigtede gæster: konsekvenserne er små, men erfaringen er ægte.
Hun lovede ikke sig selv, at hun nu var en rutineret interviewer. Hun sagde bare, at hun følte sig mindre bange for stilhed og mere nysgerrig på, hvad gæsten ville sige. Det er et realistisk resultat af nogle få uger, og det er sådan et, vi gerne hjælper dig til.
Hvis du vil prøve noget lignende, kan du starte med at tage din egen spørgeliste og skære den ned til tre stikord. Se, hvad der sker, når du lader den næste sætning komme fra gæstens svar frem for fra papiret.
- Øv i et trygt rum, hvor fejl ikke koster noget
- Få én konkret ting at arbejde med efter hver samtale
- Se din egen optagelse, og lyt efter gæsten frem for dig selv
Karens forløb viser, hvad øvelser med opdigtede gæster kan gøre: de giver dig lov til at fejle, se dig selv udefra og prøve en anden fremgangsmåde næste gang. Det handler ikke om at blive perfekt, men om at lære at lytte, mens kameraet kører. Har du lyst til at prøve, kan du begynde med en enkelt øvelse og tre stikord.